Berner sennenhund Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Berner sennenhund
Hjemland
Schweiz
Berner sennenhund gruppe: 2, Pinschere, Schnauzere, Molosser og Schweizer Sennenhunde
sektion: 3, schweizer sennenhunde
Højde: han: 64-70 cm tæve: 58-66 cm
Vægt:
han: 50 kg tæve: 40 kg
historisk Berner sennenhund er en stor, trefarvet hund med
halvlang, glat eller let krøllet pels. Dens muskuløse krop, kraftige ben og store poter er iøjnefaldende.
Forveksles ofte med sankt bernhardshunden, sandsynligvis på grund af hundens type og hovedform.
Berner sennenhunden er dog mindre, lettere bygget og altid sort på det meste af kroppen. Indholdsfortegnelse
1 Oprindelse 2 Race 2.1 Afstamning 2.2 Avlsarbejde 3 Temperament 4 Udbredelse
5 Anvendelse 6 Eksterne henvisninger
Oprindelse Racen har sin oprindelse
i Schweiz i egnen omkring Bern, og er i dag internationalt anerkendt som en schweizisk race. I Schweiz
har den traditionelt været gårdhund. Om sommeren har kvæghyrder haft hunden med sig op i fjeldet på
sommergræsgangene som selskab og til beskyttelse mod ulve og bjørne. Hunden har været brugt som træk-
og lastdyr, når mælkeprodukterne skulle bringes til markedet.
Race Der findes fire
sennenhundetyper, som alle er schweiziske og alle er trefarvede: sort, rødbrun og hvid. De tre andre
er Grosser Schweizer Sennenhund, Appenzeller Sennenhund og Entlebucher Sennenhund. Grosser Schweizer
Sennenhund ligner en langbenet, korthåret berner sennenhund. Denne race blev på et tidspunkt udskilt
fra berner sennenhunden som en selvstændig race. De to andre sennenhunde er mindre og ligner
ikke de to store sennenhunde i type eller temperament; der er næppe tale om et særligt nært slægtskabsforhold.
Afstamning Berneren er en molos; denne gruppe af hunde omfatter en række store, tunge hunde
som sankt bernhardshunden og newfoundlænderen. Formodentlig er den bragt til Centraleuropa af romerhæren
omkring Kristi fødsel; der er dog nok også sket en vis opblanding med en anden stor hundetype,
som allerede var kendt i Centraleuropa på den tid. I Berner Mittelland i Schweiz blev den brugt som
kvæghund og gårdhund. Man ønskede en stor og vagtsom hund, som kunne holde ulve, bjørne og uønskede
personer på afstand af gården. Samtidig ønskede man, at hunden skulle kunne færdes frit på gården
blandt de andre dyr, uden at gøre dem fortræd. Og endelig ønskede man, at hunden skulle blive tæt
ved gården, uden at det var nødvendigt at lænke den. De karaktertræk, som derved blev fremelsket
hos bernerens forfader, genfindes hos racen i dag. Der var tradition for, at man bragte de bedste
hanner og tæver i løbetid til kroen i landsbyen Dürrbach. Af den grund blev hundtypen kaldt dürrbächler.
I det nittende århundrede, hvor der kom osterier, brugte man hundene til at trække små kærrer til transport
af mælken. Ofte var det yngste søns opgave at ledsage hunden, så derfor var det vigtigt, at hunden
havde et pålideligt temperament. I fattige områder var det almindeligt, at man havde en dürrbächler,
hvis man ikke havde råd til en hest. Derved opstod kælenavnet fattigmandshest. Helt op til anden
verdenskrig kender man eksempler på, at hundene har været brugt som trækdyr af det schweiziske hjemmeværn.
Avlsarbejde I 1883 blev hundetypen erkendt som en særlig race. Før den tid blev den ofte solgt
under falsk varebetegnelse som sankt bernhardshund, som var meget populær på den tid. Først i
1907 fik racen sit nuværende navn. De første år var racen trængt, dels af sankt bernhardshundens store
popularitet, dels som følge af hungersnød i Centraleuropa under Første Verdenskrig. Der var problemer
med at stabilisere typen, og man havde problemer med hundens temperament. En del af hundene havde
læbe-ganespalte, som viste sig som spaltet snude. En fraktion af bernerejere mente, at man skulle
udnytte dette til at skabe en hund med et mere barsk udseende. Heldigvis enedes man om, at man ikke
ville arbejde med misdannede dyr. I 1948 blev en bernertæve drægtig med en newfoundlænder. Ejerens
forklaring var, at nufferen var sprunget over et stakit; det er dog ikke utænkeligt, at krydsningen
var planlagt. Afkommet arvede det gode temperament efter faderen. Efterkommerne blev hurtigt
stabile i typen, og de regnes som ophav til vore dages bernere. De vigtigste opgaver indenfor avlsarbejdet
i dag er at bekæmpe hofteledsdysplasi og kræftformen malign histiocytose.
Temperament
Rolig og meget glad for kontakt med mennesker. Ikke tilbøjelig til at strejfe; hunden løber nødigt længere
væk end den kan se sin herre. Har et svagt udviklet jagtinstinkt og er således næppe egnet som jagthund.
Er vagtsom og gør højt, når der kommer fremmede, men udviser sjældent aggressivitet overfor mennesker.
Særdeles velegnet som familiehund, da den typisk er kærlig og tolerant overfor børn.
Udbredelse
Af de fire sennenhunde er berner sennenhunden den mest udbredte i Danmark. Der er antagelig omkring
2000 hunde af racen i landet. Den er kendt i de fleste europæiske lande og i Nordamerika, men har
nok sin største udbredelse i Tyskland. Grosser Schweizer Sennenhund har nogen udbredelse i Danmark,
mens de to sidste racer er så godt som ukendte her i landet.
Anvendelse Af sportslige
aktiviteter, som særligt er knyttet til berner sennenhunden, må nævnes vognkørsel. Denne sport er etableret
i Sverige, og er også ved at finde vej til Danmark. I Alperne anvendes hunden som lavinehund, hvilket
den er særligt velegnet til på grund af stor fysisk styrke, udholdenhed og hårdførhed overfor klimaet.
|